Blog

Data Warehouse Arkitektur Princip #1 - Simpel

Hvis der finds mere end en måde at dække et forretningsbehov på, bør du - alt andet lige - vælge den simpleste.

Simplere arkitektur fører til simplere systemer. Udvikling, implementering og vedligehold af simple systemer er hurtigere, billigere og mindre risikabel end tilfældet er for komplekse systemer.

Udover de lavere omkostninger får du altså en større fleksibilitet og hurtigere leverance af løsninger.

Hvad er så en simpel arkitektur?

Det handler ikke om antallet af kasser på data model og systemdiagram, men om at hver ting har et klart og overskueligt formål. Eksempelvis er en data model på tredje normalform simplere end en ”snow flake” model, når det kommer til fremtidige ændringer og udvidelser selvom der er flere tabeller. Det er simplere at bygge et antal semantiske lag i form af views oven på en kernemodel i tredje normalform end at forsøge at lave en data model, der både er enkel når data skal loades, enkel når den skal ændres og udvides og samtidig til at forstå for slutbrugere.

Jeg skriver semantiske lag i flertal, for hvert lag skal være simpelt og tilføre en enkel egenskab i forhold til de underligende lag. Et lag kan således tilføre adgangssikkerhed, et andet kan tilføre specifik forretningslogik med henblik på en konkret anvendelse, et tredje kan tilføre struktur tilpasset det valgte BI-værktøj. Hvert enkelt lag er simpelt og let at konstruere. Bygges lagene i den rigtige rækkefølge fremmes genbrug, hvilket igen øger fleksibiliteten og reducerer leverancetiden for nye løsninger. Det er ikke usædvanligt med 6-8 semantiske lag.

0 kommentarer | >